HVEM ER KROPSFOKUS
Mit navn er Heidi Hermansen, og jeg er stifter af Kropsfokus.
Jeg er kropsterapeut uddannet ved Body SDS i 2013. Jeg har behandlet siden 2011 og startede egen klinik i 2013, og jeg har haft over 6.000 Body SDS behandlinger.
Jeg er autoriseret behandler hos Body SDS, hvilket betyder, at jeg løbende er på efteruddannelses kurser hos Body SDS for at oprette et fagligt højt niveau. Desuden interesserer jeg mig meget for personlig udvikling og har deltaget i adskillige kurser og workshops, ligesom jeg hele tiden lærer af livets op og nedture.
Jeg underviser desuden på efteruddannelseskurser hos Body SDS samt afholder workshops inden for zoneterapi og akupressur for babyer og børn.
I 2016 har jeg desuden taget en uddannelse til Baby- og Børnebehandler og certificeret hos Katrine Birk.
De senere år har jeg arbejdet meget med mig selv på både indre og ydre plan og det har ledt mig hen mod energiarbejde, intuition og det spirituelle – og nej det er ikke noget med krystalkugle, onde ånder og lignende. At forstå os selv ud fra vores eget indre, vores kraft, og i relation med andre interesserer mig meget og førte mig til Marzcia Techau, hvor jeg har taget Reiki Healing 1 og 2 og uddannelse til Clairvoyant rådgiver i 2020/21 – en rejse som har bekræftet mig i at vi kan hjælpe os selv og andre ved at vende blikket indad og være mere nysgerrig på os selv og den energi, vi indeholder.
Min rejse
Jeg har i mange år interesseret mig for det hele menneske, og hvordan krop og psyke hænger sammen. Efter jeg havde døjet med fysiske skavanker som lændeproblemer og “løberknæ” i en længere periode samt haft perioder med stress symptomer, faldt jeg over Body SDS. Efter få behandlinger forsvandt smerterne og stress symptomerne gradvist, og jeg fik en ny indsigt i, hvordan min krop og psyke hang sammen, og at min krop bar rundt på spændinger, der bl.a. bundede i gamle mønstre, vaner, følelser mm. Den indsigt vækkede min interesse for Body SDS tankegangen og kun et halvt år efter første behandling, tilmeldte jeg mig den 3-årige uddannelse til kropsterapeut hos Body SDS. Et skridt jeg aldrig har fortrudt, og som har givet mig en helhedsorienteret tilgang til mennesket.
Jeg synes, det er utrolig givende at få indblik i mine klienters liv og være med til at hjælpe dem til større kropslig og psykisk indsigt. Vi lever i en verden, hvor vi selv og omverdenen stiller store krav til os, og hvor vi konstant møder krav, udfordringer mm. Det kræver en stor indsats at navigere i strømmen uden at miste fodfæstet. Desuden bærer de fleste af os rundt på en “rygsæk” af oplevelser og følelser, som til tider kan spænde ben for os og resultere i, at vi ikke kan mærke os selv, får stress, angst, depression, får livskrise mv. Ved at få kroppen med kan vi bedre mærke, hvad vi gerne vil, og hvem vi er, og samtidig give slip på gamle spændinger og følelser.
Børn
Da jeg selv blev mor, fik jeg en stor interesse for at behandle børn. Da børns energier og krop generelt er meget finere end hos os voksne, hvilket gør dem mere modtagelige for behandling. Samtidig synes jeg, at det er vigtigt at give børn en god start på livet, hvor deres krop, psyke og hoved er på overarbejde for at bearbejde indtryk, udvikling mm. Gennem behandlingen søger jeg at lette deres vej, så ubalancer kan blive rette op, og de kan udvikle sig til de skønne individer, som de er.
Lidt ekstra
Jeg glæder mig til at møde dig og hjælpe dig til at opnå bedre balance og overskud.
Jeg er 49 år og udover uddannelsen som Body SDS terapeut og Clairvoyant rådgiver, er jeg uddannet cand.mag. i Dansk og Kommunikation, som jeg har brugt til mange spændende projekter inden for events, regional udvikling og turisme, ligesom jeg har arbejdet med marketing og sociale medier i en del år. Igennem mit liv har jeg altid haft en nysgerrighed på at prøve sider af mig selv af og samtidig udvikle mig på flere planer. Allerede fra starten af 20’erne har psyken, det mentale og kroppen interesseret mig, og hvordan vi holistisk hænger sammen, og der altid er nye lag at opdage. Det har givet mig en masse viden og indsigt ikke kun i mig selv, men også i mange andre.
Sund kost og livsstil interesserer mig meget, og jeg har altid levet et aktivt liv med en del sportsaktiviteter, ligesom jeg finder stor ro og glæde i meditation, yoga og spiritualitet. Og nå ja så har jeg min dejlige søn.
Husk livet skal leves